"Det er udtryk for populisme, at Siumut vil udskrive folkeafstemning om grønlandsk selvstændighed"

Nyt interview med Aaja Chemnitz Driefer, medlem af Folketinget og valgt ind i Grønland for partiet Inuit Ataqatigiit (for abonnenter): www.raeson.dk/2025/aaja-ch... #dkpol

DK's akademiske frihed hænger i laser, Tesfaye siger, at formålet med uddannelse er at få råd til Webergrill og charterferie, Statsministeren siger, hun fortryder at have gået på universitetet, og Dybvad Bek siger, der ikke findes løsninger i teoretiske overvejelser. Der er noget rivende galt
#dkpol

Jeg har talt med Andrew Moravcsik om Trump, Putin, EU og NATO. Den altid knivskarpe professor fra Princeton er mere bekymret for ulighed og uretfærdighed i USA, end for om
Rusland eller Kina overtager verden.
Læs med i @raeson.bsky.social
#dkpol #dkmedier

I det nye nummer af @raeson.bsky.social taler jeg med Hayley Stevenson fra Universidad Torcuato Di Tella om den globale klimakamp efter Trump. Det så sort ud i forvejen, og sortere ud endnu hvis Trump formår at trække USA ud af UNFCCC.
#dkpol #dkmedier

Du har tydeligvis ret. Jeg taler i højere grad ud fra et geopolitisk (langt) perspektiv, hvor Qatar i de senere år er begyndt at orientere sig mere mod Iran, og Saudi Arabien mod Vesten og USA. Dén reorientering har bibragt strukturel modernisering i SA, jf. de punkter jeg nævner i første kommentar.

Nyt magasin på Københavns Universitet om europæisk politik, kultur og historie. Kontinent er udgivet af European Horizons, KU's europæiske studenterforening, og ligger tilgængelig på alle fakulteter (kan også findes online).

Jeg skriver om lobbyisme i EU i denne første udgave. Link i kommentarfelt

Vestens narkotikalovgivning er altså et produkt af en postkolonial økonomi, hvor vi stadig vil tjene hele provenuet på salg af stoffer (ethanol, nikotin og koffein) og en globalisering af the War on Drugs, motiveret af koldkrigs-mentalitet og racisme. Politikken er ikke baseret på evidens.

The Convention on Psychotropic Substances (1971) er en globalisering af the War on Drugs, som Nixon kørte hjemme i USA. John Ehrlichman (Nixons assistent og White House Counsel) sagde i 1994 om the War on Dugs:

Efter afkoloniseringen var der incitament til at lade vestligt producerede stoffer dominere markedet. USA fik gennemtrumfet FN’s Convention on Psychotropic Substances (1971), der forbyder stort set alle andre stoffer end ethanol, nikotin og koffein (stoffer som Vesten producerer eller distribuerer).

Før 2. Verdenskrig var narkotikapolitikken relativt lempelig sammenlignet med i dag. Det var i britisk, hollandsk og fransk interesse at lade henholdsvis Indien, Myanmar, Indonesien og Marokko producere stoffer, fordi det gav provenu til kolonimagterne.

Alkohol er kun overgået af crack, metamfetamin og heroin, og som du ser, er alkohol farligere end kokain, når man måler på de sundhedsmæssige risici ved forbrug. Vestens narkotikalovgivning er et resultat af økonomi, racisme og stormagtspolitik, ikke videnskab:

I et britisk studie fra 2010 har man lavet et vægtet gennemsnit af 16 kriterier (9 måler harm to users, 7 måler harm to others). Det er meget usikkert at sammenligne stoffers sociale og samfundsmæssige skadevirkende effekter, men det er interessant at kigge på x-aksen (harm to users).

Børn og indianere dør pga Vestens narkotikapolitik. Der ville ikke være nogle farer eller afledte effekter forbundet med produktion og distribution, hvis ikke man overlod det til menneskefjendske karteller at stille Vestens kokainlyst. Hvis så bare lovgivningen var sundhedsfagligt evidensbaseret…

I skriver rigtig nok, at ledelsen "skal være klar til at hjælpe, når shitstormen rammer." Det er der bare for få incitamenter til, som det er nu.

Men jeg er enig i, at medievirkeligheden er for hård - især mod kvindelige forskere. Det er bare svært at ændre noget så strukturelt overnight.

Hvilket forstærkes af, at ledelsen er ansat af og dermed loyal overfor en ekstern bestyrelse og ikke de akademisk ansatte. Og at man som forsker har en reel mulighed for at blive afskediget, når ikke man nyder akademisk fastansættelse.

Det er ganske givet rigtigt. Men der er vel ikke er NOGEN, der kan kontrollere eget renomme i en så forrådt medievirkelighed som vores. Hvis man kigger på tallene fra DFiR står det dog klart, at også frygt for repressalier vejer tungt, når man beskæftiger sig med kontroversielle emner.

Helt enig. Men tonen i den off. debat er svær at ændre.
Hvad der kunne hjælpe nu og her var genindførelse af tenure. Forskere kan i dag ikke vide sig sikre på et job efter en shitstorm - og efter afskaffelsen af konsistoriet slikker ledelsen mest opad, så der er ikke engang loyalitet fra instituttet